Sprogets rolle i nordisk retssamarbejde: Muligheder og begrænsninger

Abstract

Problemstillingen 

Sprogets rolle i retskulturen

Jurister arbejder med retsregler, som er affattet i bestemte sprog. Allerede fordi de nordiske lande betjener sig af ensartede sprog, har nordisk retssamarbejde altid faldet naturligt. Ud over sprogfællesskabet har de nordiske lande, blandt andet som følge af de mange fælles grænser, været gennem nogenlunde samme historie, og vore lande udspringer af (og udmøntes i) en fælles kultur med heraf følgende fælles værdiforestillinger, som igen fører til politiske opfattelser, der i vid udstrækning er fælles.
Disse faktorer forklarer, hvorfor de nordiske lande naturligt har samlet sig, og samarbejdet, om juridiske spørgsmål. Samarbejdet har siden slutningen af 1800-tallet fundet sted med varierende styrke, både i den offentlige forvaltning, inden for politik, og i retsvidenskaben. Tidligere slog det også igennem i lovsamarbejdet. Men en række historiske forhold (herunder fremkomsten af slagkraftige internationale fora) har reduceret denne del af det nordiske samarbejde væsentligt, så det nu primært finder sted på ulovregulerede områder, og på områder hvor nordisk ret stadig er harmoniseret. 
Sproglige og kulturelle strømninger udvikler sig ofte parallelt. I perioder, hvor vore lande orienterede sig politisk mod det tyske rige, og hvor man også talte tysk, var både den sproglige og kulturelle påvirkning sydfra større end i dag. Umiddelbart efter 2. verdenskrig flyttede den politiske orientering fra syd til vest, og engelsk sprog og kultur kom til at spille en større rolle for det internationale samarbejde. Følgelig kom en stor del af den juridiske påvirkning udefra fra engelsktalende lande.